Danskerne er blevet amatørarkæologer over en bred kam. Interessen for at lede efter skatte fra Vikingetiden ved hjælp af en metaldetektor er i hvert fald vokset betydeligt. Hvert år efter høst og før markerne igen bliver sået til med en afgrøde, kan man se folk bevæge sig hen over jorden, mens de langsomt svinger metaldetektoren hen over jorden foran sig.
Der bliver således også indleveret meget mere såkaldt danefæ til museerne. Fra 2017 til 2018 steg udbetalingen af dusører til finderne med 43%, og stigningen er fortsat også det seneste år.
En opgave for Nationalmuseet
Det er Nationalmuseet i København, der har til opgave at vurdere, om et jordfund fra eksempelvis Vikingetiden er så sjældent eller unikt, at det falder ind under rubriceringen danefæ. Hvis det er tilfældet, må finderen ikke sælge eller videregive fundet til andre – det tilhører staten og skal afleveres på museet. Herfra bliver der sendt et såkaldt danefæbrev til finderen sammen med en dusør, som også betales af staten.
Det er meget forskellige dusører, der udbetales til finderne af danefæ. Dusøren kan ligge alle steder mellem et par hundrede kroner til flere hundrede tusind kroner.
Det er ofte mønter, der bliver fundet. For eksempel blev der for et par år siden fundet en større samling sølvmønter fra Vikingetiden – det var en af de ivrige amatørarkæologer med en metaldetektor i hånden, som fandt mønterne ved Søllested på Lolland. Han fandt ikke mindre end to sølvskatte tæt ved hinanden. Det var allesammen arabiske sølvmønter, som på et tidspunkt er blevet gravet ned – sikkert i en ufredelig tid, hvor folk forsøgte at redde deres værdier ved at grave dem ned.
Det er meget ofte denne type nedgravede møntbeholdninger, der bliver fundet. Ofte ligger de spredt i pløjelaget, fordi de moderne landbrugsmaskiner når længere ned end de gamle og så får fat i det kar eller anden type beholder, som sølvmønterne er blevet lagt i, inden man gravede dem ned. Men det hænder også, at finderen opdager hele den nedgravede skat, som ligger intakt i sin beholder.
De nedgravede sølvskatte fra Vikingetiden ligger tit i nærheden af kirker og herregårde. Det skyldes formentlig, at for eksempel stedet, hvor en kirke ligger i dag, også i Vikingetiden var et helligt sted, hvor man blot dyrkede andre guder. Måske har man anset det for mere sikkert, hvis sølvmønterne blev gravet ned på et sådant indviet sted med udsigt til den betydende gård i landsbyen.
Fundene afspejler handelstraditioner
Vi hører tit om vikingerne som et voldeligt folkefærd, som tog ud og plyndrede. Men de mange jordfund fra Vikingetiden afspejler, at vikingerne i høj grad også var handelsfolk, som rejste ud og hjembragte varer fra udlandet. Og de solgte varer og havde mønter med hjem som betaling – mønter, vi så kan være heldige at finde i dag.
Selv om de mange detektorfund giver overarbejde på museerne, der skal finde tid til at konservere dem, er de glade amatørarkæologer et nyttigt folkefærd. Hvis de ikke fandt genstandene, ville de formentlig blive ødelagt af de moderne landbrugsredskaber, men nu reddes mange fra at gå tabt.